Vi risikerer at der smutter højt begavede gennem nettet, hvis vi ensidigt fokuserer på HIK i en WISC-V-testning. Det er nemlig ikke alle højt begavede børn, der har en jævn profil. Der vil i mange tilfælde være styrker og svagheder på indeksniveau, som kan variere en hel del. National Association for Gifted Children (nagc.org) udgav i 2018 et “position statement”, som de navngav “Use of the WISC-V for Gifted and Twice Exceptional Identification” – https://www.nagc.org/sites/default/files/Misc_PDFs/WISC-V%20Position%20Statement%20Aug2018.pdf
De skriver blandt andet om et EGAI, som er er udvidet generelt fædighedsindeks. Dette har vi ikke i den danske version, men der arbejdes fra forlaget Pearson på at tilføje dette til WISC-VI. Udviklingen af indekserne vil efter alt at dømme også adressere 2E profilerne, altså de højt begavede som har specifikke indlæringsvanskeligheder eller psykiatriske diagnoser oveni.
Er der mere? Ja!! Der ses nemlig også på at udvide normerne, da en del af de højt begavede rammer ind i loftet for præstationen. Det vil sige, at de groft sagt bare ryger i én og samme pulje på skalascoreniveau, selvom der kan være meget stor forskel på, hvor høj en råscore de får. Uha, det er teknisk – ja, jeg véd det godt, men jeg har også ærligt indrømmet, at jeg er enormt nørdet på det her område.