Se nu dér! Jeg har indkøbt en ny test, som er en gammel bekendt. Jeg har været vævende i forhold til at indkøbe den, men flere efterspørgsler i rap har gjort, at jeg bestilte den. I dag kom den.
Forskning viser at begavede børn med ADHD typisk er mindre uopmærksomme end normaltbegavede børn med ADHD, hvilket gør yderligere undersøgelse af opmærksomheden ved mistanke om ADHD til en nødvendighed (Gomez, R., Stavropoulos, V., Vance, A. et al. Gifted Children with ADHD: How Are They Different from Non-gifted Children with ADHD?. Int J Ment Health Addiction 18, 1467–1481 (2020)).
Jeg har manglet denne mulighed indtil i dag, hvor min Tea-Ch ankom – og for en testnørd som mig er det en sand festdag! Tea-Ch kan belyse: selektiv opmærksomhed, vedvarende opmærksomhed, kontrol og opmærksomhedsskifte samt delt opmærksomhed. Jeg har arbejdet med testen tidligere, og har altid syntes den var rigtig god. Nu har jeg en selv, og ser frem til at hjælpe mine klienter til afklaring.