Det er så dejligt med det øgede fokus på de højt begavede børn fra politisk side
Jeg støder dog på forskellige antagelser omkring hvem de dersens børn er, hvad høj begavelse er, hvordan det kan identificeres og om det viser sig i præstation. Hvis der er noget, jeg har erfaret i mine mange år med intelligenstestning af højt begavede børn, så er det at der er uendeligt mange udtryksformer, og at man først bliver rigtigt skarp på dem og deres behov, samt hvordan eventuelle diagnoser kan gemme sig hos dem, når man har et solidt erfaringsgrundlag.
Tidlig identifikation kræver at der er en grundlæggende forståelse for og viden om, hvordan intellektet kan komme til udtryk – både i tilstrækkeligt stimulerende omgivelser og i det modsatte.
Testningen kræver dygtige psykologer som har helt tjek på deres test og forstår sig på tolkningen af signifikanserne samtidigt med at de har uddannelse i, hvad høje begavelse er. Det kunne man måske foranlediges til at tro, men jeg er på intet tidspunkt i løbet af min formelle uddannelse på Københavns universitet stødt på pensum vedrørende denne gruppe.
Der er 2,1% med en IQ på 130 og derover. Det er ikke så mange. Man skal virkeligt se mange børn, før man støder på en “130’er” og endnu flere for at hilse på en “145’er” for slet ikke at tale om “160’erne”.
Uddannelse og kompetenceudvikling skal være ufravigeligt, hvis vi som samfund skal lykkes i ambitionen om at identificere og skabe bedre dage for de højt begavede elever.
