Højtbegavede børn har mange flere problemer, end normaltbegavede børn. Eller har de?
Et stort kohortestudie publiceret i 2016 siger noget andet. Her så Peyre, Ramus, Melchior, Forhan, Heude og Gauvrit på emotionelle, adfærdsmæssige og sociale vanskeligheder blandt børn med høj IQ sammenlignet med normaltbegavede børn i førskolealderen.
De undersøgte 1100 børn fra den såkaldte EDEN mother–child cohort i aldersgruppen 5 til 6 år. De identificerede adfærdsmæssige, sociale og følelsesmæssige vanskeligheder via spørgeskemaet “Strengths & Difficulties Questionnaires”, som forældrene udfyldte. IQ’en blev identificeret ud fra totalscore på børnenes WPPSI (i dette tilfælde WPPSI-III – i dag bruger vi aktuelt WPPSI-IV) som for høj-IQ-gruppen skulle være på mindst 130. Dette gjorde sig gældende for 23 af de 1100 børn. 1058 af de andre børn lå mellem 70 og 130 og udgjorde sammenligningsgruppen.
Resultaterne viste, at til trods for, at der ofte lyder fortællinger om, at børn med høj IQ har disse vanskeligheder, så kunne de ikke påvise dem i den ret store gruppe af undersøgte førskolebørn. Der var til at starte med en marginalt lille sammenhæng mellem høj IQ og emotionelle udfordringer ved 5-6 årsalderen, som dog ikke holdt ved nærmere statistisk undersøgelse.
Jeg oplever i min praksis, at forældre til højtbegavede ikke har flere problemer hjemme, end forældre til normaltbegavede. MEN… Problemerne slår mig som værende mere intensive, og dette harmonerer godt med et helt centralt kendetegn for mange af de højtbegavede, nemlig at de kan være meget intense og asynkront udviklede. Dét er vigtigt at huske, når man rådgiver familierne, for det har betydning for forståelsen og for de passende interventioner.
Læs evt. mere i min publikation om følelser og asynkron udvikling her: https://www.deafranck.dk/publikationer/
