Processen med identitetsudvikling hos højtbegavede er kompliceret. De vil fra en tidlig alder begynde at identificere forskelle på sig selv og jævnaldrene.
Det er okay at være forskellig eller anderledes, men når det har stået på længe, så kan der opstå en følelse af at være forkert – og så er det ikke så godt længere.
En del af de højtbegavede kamuflerer deres intellekt. De nedtoner sig, holder sig tilbage, siger ikke deres tanker højt og griner med på ting, som de egentligt ikke synes er sjove. De forsøger at passe ind. Pigerne mestrer i mange tilfælde dette til perfektion, hvor en større del af drengene vil have tendens til at reagere mere oprørsk og ikke formår at lægge låg på så længe.
Begge scenarier er udmattende for det formende individ.
Dem som formår at kamuflere, tilpasser sig hverdagens konformitet og tager en maske på. Dagligt iklæder de sig en rolle, som ikke er deres autentiske selv. Det bliver en anden version af dem selv, som kommer til udtryk. Nogle af dem finder ikke det rum, hvor de føler at de kan slappe af og bare være sig selv – og det slider hårdt på dem. De kan aldrig hvile i sig selv, for de er altid “the odd one out” i deres selvforståelse.
Derfor er det enormt vigtigt, at de forstår præcis hvorfor der er forskel på dem og de jævnaldrende. Det er vigtigt at forældre, familie, professionelle og netværk kender til, hvad der er på spil, så barnet kan mødes i en fuldstændig forståelse og accept, hvor der er plads til at være højtbegavet. Uden fordomme. Uden Jantelov. Uden skepsis.
Jeg fik i dag to fine sneglehuse og en flot fjer af en helt vidunderlig pige, som besøgte mig, og det mindede mig om, at der er en sårbar organisme indenunder det smukke snørklede sneglehus. Det inspirerede mig til at skrive dette, og til at sende alle en opfordring om at passe på, hvor I træder.
God weekend til jer alle sammen.
