Man mister overblikket. Man mister retning. Man mister det fælles spor.

Når bølgerne går allerhøjst i barnets mistrivsel, så er det ofte udtryk for at hverken skole eller hjem ved, hvad de skal gribe fat i. Der er uklarhed omkring hvem der skal og kan gøre hvad, og i frustrationen over så gerne at ville hjælpe barnet, bliver kræfterne spildt på at rykke ukrudt op og forsøge at finde en eller andet form for fælles vej.

Men hvad hjælper det, hvis vi ikke taler samme sprog?
Hvad hjælper det, hvis vi ikke engang er enige om, om det er et tog, en bil eller en cykel, der skal i bevægelse?
Hvad hjælper det, når løsningerne kræver at vi få svar på de spørgsmål, vi måske ikke engang vidste, vi skulle stille?

Jeg møder oftest familierne i min klinik, når barnet ikke længere er i trivsel, og når alle omkring barnet er kommet til kort. I disse tilfælde er det særligt vigtigt at være tydelig i afdækningen af barnets styrker, svagheder og potentialer, samt at beskrive hvad det er for et “fartøj”, vi har med at gøre. Er barnet højt begavet, så er det hverken et tog, en bil eller en cykel. Så skal vi spænde os godt fast, for så skal vi have fat i en rumraket.

Men, alle rumraketter er forskellige, og kunsten er at kunne beskrive dem individuelt og grundigt og på en måde, så vi i fællesskab kan stikke en kurs ud og ud understøtte at rumraketten kommer… til Mars eller måske en helt anden galakse. Jeg er vild med rumraketter og bruger hver dag mange timer på at beskrive dem på en måde, der skaber overblik, retning og fælles spor. Og det der med at styre en rumraket – det er der ikke så mange der kan. Det kræver ekspertise.

Den har jeg.

Velkommen i min klinik til alle astronauter – store som små!