Profiler af højt begavede, Type 4

Fjerde type. Efter mange års observationer, interviews og litteraturgennemgange identificerede George T. Betts og Maureen Neihart 6 forskellige profiler for de begavede og talentfulde børn. Disse profiler indeholder forskellige former for adfærd, følelser og behov, og jeg vil beskrive dem en efter en i den kommende tid. Profilerne skal forstås som forståelseskasser og ikke som et diagnostisk værktøj. De kan give indsigt og skabe grobund for refleksion hos såvel forældre som lærere, og de kan beskrive et barns udtryk for en stund.
 
Type 4 dropper det hele i vrede. De rummer en stor vrede mod de voksne omkring dem og mod hele systemet, fordi de ikke er blevet mødt i deres behov i de mange år, som er gået. Blandt denne gruppe af børn er mange nemlig først blevet identificeret som begavede senere i deres skoleliv. De har en lang række oplevelser med sig i rygsækken, som gør at de føler sig afvist, frustrerede, sårede og deprimerede. De har tendens til enten at trække sig tilbage eller til at reagere defensivt, uanset hvad omgivelserne møder dem med.
 
Disse børn har gerne anderledes interesser end de rent akademiske, og de opnår sjældent anerkendelse for dem, fordi interesserne ikke forstås af omgivelserne. De bliver afkoblet fra skolen følelsesmæssigt, intellektuelt og i sidste ende fysisk ved at være fraværende.
Jeg møder dem i klinikken, når deres selvværd har ramt bunden og vreden fylder det hele. Der skal dialog, indsigt i dynamikker, selvværdsopbygning, familierådgivning og til tider også intervention overfor f.eks. afstedkommet depression til. Den store udfordring her er, at deres reaktion på fortiden egentligt kan være forståelig nok, men den kommer til at farve deres syn på den forventede fremtid så meget, at det let bliver en selvopfyldende profeti.
 

Profiler af højt begavede, Type 3

Del tre! Efter mange års observationer, interviews og litteraturgennemgange identificerede George T. Betts og Maureen Neihart 6 forskellige profiler for de begavede og talentfulde børn. Disse profiler indeholder forskellige former for adfærd, følelser og behov, og jeg vil beskrive dem en efter en i den kommende tid. Profilerne skal forstås som forståelseskasser og ikke som et diagnostisk værktøj. De kan give indsigt og skabe grobund for refleksion hos såvel forældre som lærere, og de kan beskrive et barns udtryk for en stund.
 
Type 3 “går under jorden” med sin begavelse. Her er der tale om børn som ikke ønsker at skille sig ud fra mængden, og derfor skjuler deres begavelse for klassekammerater, venner og familie. De benægter deres evner for at føle sig mere inkluderet i en normaltbegavet gruppe af jævnaldrende. De føler sig typisk usikre og ængstelige, og ønsker ikke at dyrke det akademiske i så høj grad til trods for deres evner til dette.
 
Det kan føre til fortvivlelse hos deres forældre eller hos lærerne omkring dem, som ser et talent gå til spilde. Dog er det sådan for disse børn, at jo mere der presses på, jo længere presses de væk, og derfor følger der ofte en presset familiedynamik med. Forældrene ønsker at deres barns evner realiseres, og barnet ønsker at være ligesom alle de andre. De vil vidt forskellige ting, og når man arbejder mod et forskelligt mål, så ser man fremgang i processen på en markant forskellig måde. Barnet tænker måske, at det går rigtig godt, hvor forældrene får grå hår af at der er så stor fremmedgørelse i forhold til skolen.
 
Jeg ser dem i klinikken sammen med deres forældre, som er rådvilde i forhold til faldende karakterer eller dårlige tilbagemeldinger fra skolen. Disse situationer kalder på at børnene dels lærer at forstå deres rette sammenligningsgrundlag, og dels at familien afstemmes i forventninger og samspil, så dynamikken ikke trækker knuden endnu strammere til.

Profiler af højt begavede, Type 2

Anden del kommer her… Efter mange års observationer, interviews og litteraturgennemgange identificerede George T. Betts og Maureen Neihart 6 forskellige profiler for de begavede og talentfulde børn. Disse profiler indeholder forskellige former for adfærd, følelser og behov, og jeg vil beskrive dem en efter en i den kommende tid. Profilerne skal forstås som forståelseskasser og ikke som et diagnostisk værktøj. De kan give indsigt og skabe grobund for refleksion hos såvel forældre som lærere, og de kan beskrive et barns udtryk for en stund.
 
Type 2 er de udfordrende børn. Disse børn går typisk mere under radaren. De er ofte kreative men til tider kan de virke taktløse eller gøre brug af en skrap sarkasme. De udfordrer autoriteter, og holder sig ikke tilbage fra at sige læreren imod foran resten af klassen. Hverdagen er som følge af denne adfærd ofte fyldt af konflikter, og de modtager sparsom anerkendelse for deres bedrifter. Disse børn kan føle sig mere kompetente, end det der ses, og det kan føre til frustration og en følgende kamp med deres selvværd, når andre ikke ser og anerkender det. De kommer til at føle sig alene og uvelkomne blandt jævnaldrende, medmindre de finder ind i en gruppe af jævnaldrende som er med på den lidt skæve humor og kreative udfoldelse.
 
Ensomheden melder sig, selvom de er sammen med andre, og denne måde at være alene midt i selskabet, sætter sig som en skygge over deres selvforståelse. Jeg ser disse børn i terapien, når de føler sig vrede og fulde af frustration, og her arbejder vi os tilbage til afsættet, så vi kan lægge en ny vej sammen og komme i mål ad andre stier. Vi taler om vreden og om ensomheden, og om hvordan den kan kanaliseres mere hensigtsmæssigt. Vi taler om hvordan andre påvirker dem og påvirkes af dem, og på denne måde kigger vi ind i etableringen af en ny selvforståelse – det er aldrig for sent!

Profiler af højt begavede, Type 1

Efter mange års observationer, interviews og litteraturgennemgange identificerede George T. Betts og Maureen Neihart 6 forskellige profiler for de begavede og talentfulde børn. Disse profiler indeholder forskellige former for adfærd, følelser og behov, og jeg vil beskrive dem en efter en i den kommende tid. Profilerne skal forstås som forståelseskasser og ikke som et diagnostisk værktøj. De kan give indsigt og skabe grobund for refleksion hos såvel forældre som lærere, og de kan beskrive et barns udtryk for en stund.
 
Type 1 er den succesfulde og synligt begavede, som er veltilpasset til skolesystemet og derhjemme. De formår at justere deres adfærd til de forventninger og den undervisning der er. De lærer godt af den traditionelle form for undervisning, scorer højt i intelligenstests og har stærke resultater i skolen. Der er sjældent adfærdsvanskeligheder hos disse børn, men efter noget tid bliver de kede af skolen og lægger kun den absolut påkrævede indsats. De stopper med at realisere deres potentiale, mister deres kreativitet og bliver mindre autonome. De falder i ét med tapetet og underpræsterer i forhold til dét, de reelt kunne. Resultatet er, at de bliver godt tilpasset samfundet, men bliver ikke så godt forberedt på livets omskiftelighed, når de for alvor skal gøre brug af deres kompetencer i modvind.
 
Så, selvom vi ser de begavede som lader til at lykkes og få succes, så er det ikke det samme som at de er lykkelige og føler sig fuldendte i verden. Jeg møder dem i terapeutiske sammenhænge, når filmen knækker og de føler sig misforståede, forkerte og ude af sync med deres eget indre. Kender du mon én af disse?

Nu starter kompetencecafé op igen

Nu sker det! Kompetencecafé starter op igen. Kompetencecafé er et gruppetilbud til højt begavede børn (IQ +130 på WISC), som giver børnene værktøjer til at se problemstillinger og udfordringer fra andre vinkler. Gennem disse nye vinkler skaber vi i fællesskab større selvindsigt i det at være højt begavet. Gennem en udvidelse af værktøjskassen skaber vi synlige handlemuligheder i hverdagen og derigennem bedre afsæt for at håndtere udfordringer og problemer. Børnene får i fællesskab opbygget læring, som kan give indsigt og åbner op for nye veje gennem landskabet.

Gruppetilbuddet er for op til 5 højt begavede børn, og strækker sig over 6 søndage fra kl. 9.00-11.00. Denne gang er datoerne:
29/8
5/9
12/9
19/9
26/9
3/10

Prisen for et forløb er 6.000kr pr. tilmeldt. Du kan læse mere om kompetencecafé HER og hente brochuren her: Brochure_Kompetencecafe

Sensorisk profil

Jeg oplever ofte ved henvendelser i klinikken, at forældrene beskriver sensoriske udfordringer hos deres børn. Jeg udbyder i min klinik vurdering af børns sensoriske bearbejdningsmønster. Vurderingen viser, hvilke sanseoplevelser barnet undgår, er særligt følsom over for eller ligefrem opsøger. Ud fra resultaterne kan man blive klogere på, hvordan barnet støttes med respekt for deres sanseapparat og præferencer. Dette giver mulighed for skarpere anbefalinger i forhold til mulige interventioner og støttende tiltag i hverdagen. Der er mulighed for at kortlægge behovet i daginstitution, skole og hjem. De sensoriske profiler kan laves for børn i alderen 0-14 år, og kan også indgå som element i en decideret udredning.

Det er et stærkt supplement til f.eks. den kognitive testning med RIAS eller WISC, men kan også stå helt alene i forbindelse med rådgivning.

Venner eller ej

De højt begavede børn har svært ved at få venner… lyder det tit, men hvad siger forskningen om dette? Tilbage i 80’erne blev der skrevet en del herom, og i 85 blev der samlet op af Janos (primært), Marwood og Robinson. Her var konklusionen, at de fleste højt begavede børn faktisk var gode til at skabe afbalancerede relationer til jævnaldrende og voksne.

Janos viste dog også i et selvstændigt studie i 83, at der er cirka dobbelt så mange højt begavede som godt- eller normaltbegavede børn, der har udfordringer med med ensomhed, tilbagetrækning og vanskeligheder med at finde legekammerater. Interessant nok viste det sig, at der i denne gruppe fra forældrenes side var mindre fokus på at dyrke de sociale sider af barnet og mere fokus på at dyrke den akademiske præstation.

Den vigtige læring her er ikke, at børn som har forældre der støtter op om deres akademiske præstation ikke får venner – det ville nemlig være en fejlagtig konklusion. Den vigtige læring er, at forældre har gode muligheder for at understøtte deres børns sociale relationer, og at når de skaber fokus på dette område, så skaber det i langt de fleste tilfælde succes. Og til tider kan alle – uanset alder – have brug for en hjælpende hånd til at komme i kontakt med andre.

2E og de højt højt højt begavede

Vi risikerer at der smutter højt begavede gennem nettet, hvis vi ensidigt fokuserer på HIK i en WISC-V-testning. Det er nemlig ikke alle højt begavede børn, der har en jævn profil. Der vil i mange tilfælde være styrker og svagheder på indeksniveau, som kan variere en hel del. National Association for Gifted Children (nagc.org) udgav i 2018 et “position statement”, som de navngav “Use of the WISC-V for Gifted and Twice Exceptional Identification” – https://www.nagc.org/sites/default/files/Misc_PDFs/WISC-V%20Position%20Statement%20Aug2018.pdf

De skriver blandt andet om et EGAI, som er er udvidet generelt fædighedsindeks. Dette har vi ikke i den danske version, men der arbejdes fra forlaget Pearson på at tilføje dette til WISC-VI. Udviklingen af indekserne vil efter alt at dømme også adressere 2E profilerne, altså de højt begavede som har specifikke indlæringsvanskeligheder eller psykiatriske diagnoser oveni.

Er der mere? Ja!! Der ses nemlig også på at udvide normerne, da en del af de højt begavede rammer ind i loftet for præstationen. Det vil sige, at de groft sagt bare ryger i én og samme pulje på skalascoreniveau, selvom der kan være meget stor forskel på, hvor høj en råscore de får. Uha, det er teknisk – ja, jeg véd det godt, men jeg har også ærligt indrømmet, at jeg er enormt nørdet på det her område.

Samtaleterapi med højt begavet barn

Mine terapeutiske forløb spænder bredt. Når jeg har terapeutiske samtaler med et højt begavet barn, er jeg opmærksom på, at det skal ske på en anderledes måde. I 2018 skrev Peterson, J. S. en artikel “Counseling gifted children and teens”, som fint opsummerer de særlige områder, man skal være opmærksom på som terapeut. Disse inkluderer de øgede sensitivitet for indtryk og stimuli – ikke på grund af en særlig sensitivitet, men må grund af en stærk forarbejdningshastighed. Herudover en øget ængstelighed og intensitet, samt den nok vanskeligste balance mellem den asynkrone udvikling i følelser og intellekt.

Jeg gør meget ud af at skabe et intellektuelt og trygt rum, hvor vi sammen kan se på følelserne og arbejde med dem på et alderssvarende og respektfuldt niveau. Alle klienter er unikke. Hver og én! “At turde er at miste fodfæste for en tid – ikke at turde er at miste sig selv”, skriver Kierkegaard. I terapi mister man fodfæste i tryghed med en anden med henblik på at finde sig selv. Det er smukt!

Sensitiv

Hvordan er det nu med sensitivitet og høj begavelse hos børn? Det så Gere, Capps;, Mitchell og Grubbs på i 2009, hvor de sammenlignede de sensoriske profiler for højt begavede børn (i dette studie defineret som IQ på mindst 138 i en WISC-III) med gennemsnitligt begavede børn. Studiet viste, at de højt begavede børn var mere sensitive over for deres miljø og havde forhøjede følelsesmæssige og adfærdsmæssige reaktioner i forhold til børn med gennemsnitlig intelligens.
 
Som der så fint står i diskussionen i forskningsartiklen: “The potentially heightened sensations or feelings experienced by gifted children may suggest that some of these children experience alternative interpretations of incoming external stimuli to those of nongifted children. Gifted children, therefore, may be more affected by incoming sensory stimuli, resulting in sensory
discomfort and subsequent peculiarity in behavioral and emotional responses.” (Gere, D. R., Capps, S. C., Mitchell, D. W., & Grubbs, E. (2009). Sensory sensitivities of gifted children. American Journal of Occupational Therapy, 64, s. 293).
 
Så, kære forældre, det er altså ikke så usædvanligt med de helt store følelsesmæssige udsving i forbindelse med skift i miljø, nye oplevelser eller længerevarende belastning hos jeres højt begavede børn. Det er faktisk mere reglen end undtagelsen.