Athenedag
Hvad har du sidst læst?
Fordi jeg siger det!
Det tager lærerne sig vel af!
Hvorfor er det overhovedet vigtigt at udbrede viden om højt begavede børn? Det tager lærerne sig vel af!
Det er en dejlig tanke, men lad os lige se på, hvad lærerne egentligt ved om højt begavede elever først. Heyder, Bergold og Steinmayr kastede sig i 2018 ud i denne øvelse og publicerede deres forskning i en artikel efterfølgende. De undersøgte 63 tyske gymnasielæreres viden på området via en test med 38 udsagn om højt begavede elever, og mulighed for at svare sandt/falsk/ved ikke. Det lyder jo nemt nok for lærerne, men det viste sig, at de i gennemsnit svarede korrekt på blot 26,8% af spørgsmålene. De svarede forkert på 34,7% af spørgsmålene og vidste ikke hvad de skulle svare på 38,1% af spørgsmålene. Og hvad så? Kan de ikke bare læse sig ud af problemet?
Nej, for forskerne så mere end dette. De så også, at jo større læreres misforståelser var, jo mere negativ var deres holdning overfor at skulle stimulere de højt begavede elever. De lærere som havde haft personlig kontakt med de højt begavede elever, havde en større subjektiv viden, men ikke en mere korrekt viden om området.
Der er masser af fordomme omkring højt begavede børn, og nogle af disse er så indgroede at der skal aflæres før der kan nyindlæres. Studiet er fra Tyskland, men samme forhold gør sig desværre gældende i Danmark. Spørger du mig, så bør det være en del af pensum på enhver form for uddannelse, der beskæftiger sig med børns udvikling og læring. Pædagoger, lærere, psykologer, læger, socialrådgivere. Hvor ville det være dejligt, hvis det var selvfølgeligt, for SÅ kunne vi sige, at ”det tager lærerne sig vel af!” (og alle de andre…).
For at skubbe lidt på i processen, så har jeg bidraget til Shine akademiets visuelle podcast om anvendelse af WISC-resultaterne for en lærer og forælder. Jeg er meget stolt af samarbejdet, for ud over at der er tale om dygtige folk hos Shine akademiet, så er det også en mulighed for at nå meget langt ud med viden. Det er nemt med et online kursus! Du kan se mere på www.shineakademiet.dk.
Nyt på vej
Intet mindre end perfekt!
Perfektonisme… perfektioniseme… perfektionisme!
I 1997 undersøgte Carolyn Orange forekomsten af perfektionisme hos elever med høj begavelse og talent. Hun differentierede ikke mellem dem, men valgte at skære dem over én kam. Hun undersøgte disse elever med ”Perfectionism Quiz”, som er et spørgeskema med 30 udsagn, som eleven skal tage stilling til. Det var således en selvrapportering hos disse elever. Resultatet var ikke overraskende, at hovedparten lå højt og cirka en tredjedel lå meget højt i scoren på perfektionisme. Når man ligger meget højt, så er der tale om perfektionisme som et problem, der påvirker store dele af hverdagen. Lidt over halvdelen af eleverne havde perfektionisme i et omfang, der påvirkede visse områder af hverdagen. Ingen scorede i den mildeste kategori.
Hvorfor skal vi vide noget om perfektionisme? Det skal vi, fordi den højt begavedes hverdag er fuld af organiseringsbehov, længsel efter anerkendelse, tvivl på om egen præstation er tilstrækkelig, overtænkning, ubeslutsomhed, højere tempo og ikke mindst overspringshandlinger. Disse dele har alle elementer af perfektionisme i sig (og indgik i øvrigt også i ”Perfectionism Quiz”).
Viden om perfektionisme fik mig til at kontakte Pearson Clinical, som er det forlag, der udgiver WISC-V. Jeg har den digitale udgave, og når man sætter de to iPads som skal bruges op overfor hinanden, så stod der sort på hvidt ”Klar til testning” på den iPad barnet skulle sidde med. Da jeg skrev til Pearson Clinical i slutningen af februar i år, beskrev jeg, at denne tekst kunne virke intimiderende for visse børn. Jeg opfordrede til at man ændrede ordlyden. Det blev der taget rigtig godt imod, så ved sidste opdatering kom der ny tekst på. ”Venter på forbindelse”. Det er bare 3 ord, men det er 3 vigtige ord, og hver gang jeg ser dem, så smiler jeg på mine klienters vegne.
Specifikke indlæringsvanskeligheder og høj begavelse
Nogle børn kæmper med dyskalkuli eller dysleksi, men der findes også andre udfordringer, som kan spænde ben på en mere diskret måde. En af disse vanskeligheder er de visuo-perceptuelle vanskeligheder, som typisk vil give udslag i en lav score i VSI og en del af RSI på en WISC (og evt. også i FHI).
Det er bestemt ikke lige til at gennemskue, om en score handler om et højt niveau i de andre indekser eller et lavt niveau i det pågældende indeks. Her skal man se nærmere på detaljerne i WISC-profilen, bl.a.:
Når jeg har mistanke om et højt begavet barn med specifikke indlæringsvanskeligheder indenfor det visuo-perceptuelle felt, så bruger jeg TVPS-4 til at belyse nærmere, hvad problemet egentligt er, for det er vigtigt at kende problemet, når man skal finde løsningen.
Vil du lære mere om TVPS-4, kan du se her: https://www.deafranck.dk/tvps-4/
Godt i gang
Jeg kan se dig
Jeg kan se dig!
Det er vidunderligt at blive set af andre. At føle sig dybt forstået af en anden person. Det er helt afgørende for udviklingen af ens selvforståelse. Men det er ikke altid sådan, at man bliver set, og for dem som ligger blandt de 0,1% højst begavede i befolkningen (IQ 145+) sker dette sjældent.
I sin afhandling fra 2017 påviste Tracy Vinter netop dette hos 24 voksne med en IQ på 145+. Resultaterne viste, at de sjældent følte sig set og at de oftere modtog negativ feedback på deres adfærd som er typisk for højt begavede individer. Til tider fik de ingen reaktioner men oplevede sig blot ikke-set. I de fleste interaktioner med andre, følte de sig forkerte, anderledes og misforståede.
Der viste sig en tendens til at de undertrykte deres egentlige selv blandt andre mennesker. Frem for at vise deres autentiske selv, begrænsede de altså deres naturlige måde at være på og forsøgte at præstere svarende til deres oplevelse af andres forventninger. Det er selvsagt udmattende i længden.
I en verden hvor det der er naturligt for én ikke er indenfor ”normalen”, må vi altså trække i andre forståelser. I mit terapeutiske arbejde med 145+ er jeg omhyggeligt med at se mine klienter. De oplever sjældent genklang blandt andre mennesker. De ser flere forskelle end ligheder, og med en stærk evne til at gennemskue mønstre, drage paralleller og huske hvad der er sagt, gjort og udvist gennem tiden, samler de et stort empirisk grundlag for deres følelse af at blive set eller ikke set.
Det starter allerede i barndommen, og det lægger et fundament for voksenlivet. Derfor er der som regel også et element af psykoedukation i mine terapisessioner. Det handler om at kende sit sammenligningsgrundlag, og for en med en IQ på 145+ er dette ikke 100. Det er en ganske anden ”normal”.