Det tager lærerne sig vel af!

Hvorfor er det overhovedet vigtigt at udbrede viden om højt begavede børn? Det tager lærerne sig vel af!

Det er en dejlig tanke, men lad os lige se på, hvad lærerne egentligt ved om højt begavede elever først. Heyder, Bergold og Steinmayr kastede sig i 2018 ud i denne øvelse og publicerede deres forskning i en artikel efterfølgende. De undersøgte 63 tyske gymnasielæreres viden på området via en test med 38 udsagn om højt begavede elever, og mulighed for at svare sandt/falsk/ved ikke. Det lyder jo nemt nok for lærerne, men det viste sig, at de i gennemsnit svarede korrekt på blot 26,8% af spørgsmålene. De svarede forkert på 34,7% af spørgsmålene og vidste ikke hvad de skulle svare på 38,1% af spørgsmålene. Og hvad så? Kan de ikke bare læse sig ud af problemet?

Nej, for forskerne så mere end dette. De så også, at jo større læreres misforståelser var, jo mere negativ var deres holdning overfor at skulle stimulere de højt begavede elever. De lærere som havde haft personlig kontakt med de højt begavede elever, havde en større subjektiv viden, men ikke en mere korrekt viden om området.

Der er masser af fordomme omkring højt begavede børn, og nogle af disse er så indgroede at der skal aflæres før der kan nyindlæres. Studiet er fra Tyskland, men samme forhold gør sig desværre gældende i Danmark. Spørger du mig, så bør det være en del af pensum på enhver form for uddannelse, der beskæftiger sig med børns udvikling og læring. Pædagoger, lærere, psykologer, læger, socialrådgivere. Hvor ville det være dejligt, hvis det var selvfølgeligt, for SÅ kunne vi sige, at ”det tager lærerne sig vel af!” (og alle de andre…).

For at skubbe lidt på i processen, så har jeg bidraget til Shine akademiets visuelle podcast om anvendelse af WISC-resultaterne for en lærer og forælder. Jeg er meget stolt af samarbejdet, for ud over at der er tale om dygtige folk hos Shine akademiet, så er det også en mulighed for at nå meget langt ud med viden. Det er nemt med et online kursus! Du kan se mere på www.shineakademiet.dk.