Højtbegavede er bare så umodne og følelsesmæssigt bagud – eller er de?
Vi forsætter føljetonen i denne opdatering, hvor vi tager fat i endnu en del af forskningsspørgsmål 2 i Alabbasi, Ayoub og Zieglers metastudie. For genopfriskningens skyld var forskningsspørgsmål 2: ”Varierer forskellen mellem højtbegavede og ikke-højtbegavede elever på den emotionelle intelligens’ niveauer efter alder, køn, testvurderingstype og færdigheder i emotionel intelligens?”.
I dag ser vi på testvurderingstype, og dermed lyder spørgsmålet: ”Varierer forskellen mellem højtbegavede og ikke-højtbegavede elever på den emotionelle intelligens’ niveauer efter testvurderingstype?”.
De anvendte testvurderingstyper var f.eks.:
– EQ-i
– SSEIT
– MSCEIT
– TEIQue
Disse er vidt forskellige typer. Nogle af dem er selvrapporteringer og andre er reelle afprøvninger på evne. Der kan i alle former for undersøgelser være vigtige forhold at tage hensyn til og forstå, når man skal tolke et resultat.
I en del spørgeskemaer til forældre, som udfyldes ved eksempelvis psykiatriske udredninger eller større psykologiske undersøgelser, er der indbyggede mål for overdreven positive udsagn eller overdreven negative udsagn samt inkonsistens (altså om man svarer forskelligt på ellers enslydende spørgsmål). Man ved, at det kan have en betydning, hvordan forældrene ser barnet, ønsker at vise vanskelighederne eller forstår dem, og her kan disse mål være med til at fremme en hjælpsom dialog herom.
Selvrapporteringer har andre opmærksomheder, hvor man også ofte ser på inkonsistens (det der med at svære forskelligt på ellers enslydende spørgsmål). Derudover er sammenligningsgruppen vigtig, altså den gruppes besvarelser, selvrapporteringen sammenlignes med. Ved selvrapporteringer ser man også på, om der mon svares efter hvad man forventer, andre gerne vil se. Det kan være, at man svarer på en måde, der dækker for vanskelighederne af skam for at gøre dem synlige. Det kan være, at der svares ekstremt negativt, fordi man er i affekt på det pågældende tidspunkt. Eller det kan være noget helt tredje.
En reel afprøvning/testning er en måling, der i højere grad kan være objektiv, dersom den ikke blot afhænger af testadministrators fortolkning. Her bliver personens evner sat i spil, og der ses på, om et bestemt forhold eller en bestemt kunnen er til stede. Det kan være, det afhænger af fortolkningen hos testadministrator (ofte en psykolog), men det kan også være, at der er tale om multiple choise eller anden form for rigtig/forkert-svar.
Det er altså kendt viden, at man skal være varsom, når man skal læse ethvert resultat. Hvad viste metastudiet så? Der var rent faktisk en forskel i effektstørrelsen. Effektstørrelse fortæller os, hvor stærk sammenhængen er mellem de ting, man undersøger. Hvis den ene ting er høj, er den anden ting så også høj? Hvis den ene ting er lav, er den anden ting så også lav?
Effektstørrelsen i metastudiet var større, når en evnebaseret testvurderingstype blev brugt, end når der var tale om selvrapportering. Når der var tale om en decideret afprøvning på evner, sås et sammenhæng med delelementer af intelligensen, og det var dermed til fordel for de højtbegavede. Sagt på en anden måde: Jo højere intelligenscore (på udvalgte områder), jo højere score på evne til emotionel intelligens i den evnebaserede testvurderingstype. Ved selvrapporteringerne sås en knapt så stor effektstørrelse, hvilket kan skyldes, at særligt yngre børn kan være udfordrede i at vurdere tilnærmelsesvist objektivt, og i højere grad kan lade sig lede af affekt.
En vigtig pointe her er altså subjektivitet. Den kan være med til at forklare, hvorfor jeg oplever en forskellighed i forhold til andre. Netop forskellighed er noget, mange højtbegavede kæmper med i en version der over tid bliver til en følelse af forkerthed.
Vi skal derfor huske at spørge ind til: ”Hvad oplever jeg selv, hvordan bedømmer jeg mig selv, hvordan ser jeg konteksten…?”.
