Hvorfor er du her egentligt? Det er det vigtigste spørgsmål i min klinik – uanset om der er tale om børn, unge eller voksne. For de højt begavede er det særligt vigtigt at afdække, hvad formålet er. Når vi ser ind i det terapeutiske rum, skal formålet være centrum for arbejdet. I 2018 foretog Çelik, og Mertol en række semistrukturerede interviews med unge i alderen 13-16 årige, som enten var højt begavede eller havde talent indenfor et område. Interviewsne centrerede sig om de unges formål i livet – deres “purpose”. De fandt frem til, at der var flere grundlæggede temaer i disse interviews, og samtidigt også at de var sammenfaldende med undersøgelser af universitetsstuderendes “purpose”. Der var særligt fokus på en god fremtid med succes, en karriere og økonomisk velstand. Det er nok almengyldigt, men derudover var der også stærke udsagn om at etablere en familie og at gøre samfundsmæssig gavn. Alt dette i forening med et håb om lykke.
Så kan man tænke, at det vil alle og enhver da have, men her var der tale om 13-16 årige, som kunne formidle ønsker på et langt højere og mere abstrakt niveau end forventet i forhold til alderen.
Hvorfor er du her egentligt? Hvad skal vi arbejde med sammen? Hvordan kan jeg hjælpe dig videre på din vej mod… lykke?