Højtbegavede er ikke bare hjerner på ben – det har jeg sagt mange gange, og det kommer jeg til at sige mange gange endnu.
Det handler ikke om at bare have høje kognitive evner. Høj begavelse kan komme til udtryk på mange måder – i det logisk tænkende barn, ja, men i lige så høj grad i barnet med stor skaberkraft, det kunstneriske blik, den fantasifulde tilgang til verden. Og uanset hvordan den høje begavelse viser sig, har barnet brug for at blive mødt, forstået og støttet i netop den måde at være i verden på.
Der er en tendens til, at tænke høj begavelse som noget, der handler om at være “foran fagligt”. Men høj begavelse handler i virkeligheden om noget mere nuanceret og mere menneskeligt. Det handler om, at barnet oplever og bearbejder verden anderledes – ofte dybere, mere intenst, mere originalt, mere undrende. Og det gælder både på det intellektuelle plan og i den emotionelle og kreative dimension. Nogle børn har stor sproglig forståelse eller matematisk tæft, andre udtrykker sig gennem billeder, musik, fortællinger eller legende eksperimenter. Andre igen på helt andre måder. Fælles for dem er, at de ikke altid passer ind i den pædagogiske ramme, som er designet til gennemsnittet.
Derfor er det afgørende, at vi voksne – både forældre og professionelle – er opmærksomme på, hvordan barnets omgivelser spiller en helt central rolle i dets udvikling. Højtbegavede børn har, ligesom alle andre børn, brug for at føle sig set, forstået og accepteret. Men de har samtidig ofte behov for mere – for mere abstrakte udfordringer, for frihed til at tænke anderledes og skabe nyt, og for voksne, som kan støtte dem i at navigere i en verden, de ikke altid føler sig hjemme i.
Det er vigtigt at forstå, at højtbegavede børn ikke nødvendigvis trives automatisk. Faktisk kan deres høje sensitivitet, deres store retfærdighedssans og deres behov for mening gøre dem sårbare, hvis de ikke bliver mødt heri. Mange har en oplevelse af at være “for meget” eller “for anderledes” – og det kan føre til mistrivsel, hvis ikke vi tager deres oplevelse alvorligt.
Samtidig oplever mange fagpersoner, at det er svært at imødekomme højtbegavede børn, særligt hvis begavelsen ikke viser sig som klassisk faglig dygtighed. De har som oftest ikke fået uddannelse, hvordan de skal identificere begavelsen, imødekomme den og forstå den som helhed. Det kræver indsigt og tryghed at rumme det barn, der stiller utraditionelle spørgsmål, tænker i store baner eller insisterer på at løse opgaver på sin helt egen måde. Og det kræver, at vi tør give plads til det kreative og skæve – ikke som afvigelser fra normen, men som værdifulde udtryk for barnets måde at være højtbegavet på.
Når vi møder barnet med nysgerrighed og åbenhed, så skaber vi et rum, hvor det kan blomstre. Det kræver ikke perfekte løsninger, men det kræver vilje til at lytte, justere og anerkende, at én pædagogisk tilgang ikke passer til alle. Vi må se høj begavelse som noget mangfoldigt – som noget, der både rummer det akademiske og det kunstneriske, det analytiske og det følelsesmæssige. Og vi må forstå, at højtbegavede børn udvikler sig bedst i miljøer, hvor de ikke skal gemme deres nysgerrighed eller nedtone deres skaberkraft – men tværtimod bliver støttet i at udfolde den.
Psykolog Dea Franck
