Intelligente børn – højtbegavede børn
Når vi taler om børn med usædvanlig høj intelligens eller det, der ofte betegnes som højtbegavede, befinder vi os på et felt, der er rigt på både potentiale og udfordringer. Der er omtrent 25.000 højtbegavede børn i Danmark i alderen 0 til og med 18 år.
Når de højtbegavede nærmer sig skolealderen og begynder i skole, ses de ofte med en evne til at lære hurtigere og mere nuanceret end deres jævnaldrende. Deres intellektuelle kapacitet strækker sig ofte over en bred vifte af områder, hvilket giver dem et enormt potentiale for akademisk og kreativ udfoldelse. Ikke desto mindre støder mange af disse børn på væsentlige hindringer i det traditionelle uddannelsessystem, der kan hæmme deres udvikling og trivsel.
En af de primære udfordringer er mangel på tilstrækkelig akademisk stimulering. Det kan endda ses allerede i førskoleperioden. Dette skyldes flere faktorer. For det første kan det være, at lærerne/pædagogerne ikke fuldt ud genkender barnets avancerede evner sammenlignet med jævnaldrende. Dette kan resultere i, at barnets behov for mere avanceret læring overses. For det andet kan understimulering føre til uro og engagementstab hos barnet, hvilket kan blive fejltolket som manglende interesse eller adfærdsproblemer, snarere end et tegn på understimulering.
Desuden kan nogle lærere og pædagoger opfatte høj begavelse som et “luksusproblem”, der ikke kræver noget særligt, hvilket yderligere forværrer situationen for børnene. Manglende viden eller ressourcer til at tilpasse hverdagen til også at tilgodese de højtbegavede kan desværre også føre overfladiske løsning med sig, såsom blot at give flere opgaver eller mere af det samme, uden egentlig at engagere barnet på et dybere intellektuelt niveau.
Denne manglende differentiering og tilpasning af undervisningsmaterialet og stimuleringsmetoderne efterlader ofte højtbegavede børn uden den nødvendige intellektuelle stimulering og udfordring. Dette kan føre til frustration, social isolation, og i værste fald, et tab af interesse for læring.
Hvad er høj intelligens hos et højtbegavet barn?
Vi har ikke en national definition på, hvor høj en IQ skal være for at man betegnes som højtbegavet. Der er to typiske grænser: Den ene sættes ved top 5% af befolkningen, dvs. en IQ på 125, og den anden sættes ved top 2%, dvs. en IQ på 130. I min beregning ovenfor har jeg brugt top 2%. Intelligens kan anskues ud fra en normalfordelingskurve, hvor en gennemsnits-IQ er 100, men normalområdet omfatter plus/minus en standardafvigelse herfra, det vil sige 85-115. Når man er højt begavet med en IQ på 130, så har man en IQ der ligger mindst 2 standardafvigelser over gennemsnittet. Hvis man kigger i den anden ende af kurven, så vil det svare til en IQ på 70 eller derunder. Dette område favner sammen med en funktionsnedsættelse betegnelsen “mental retardering” i ICD-10, som er det officielle diagnosesystem. Det siger en del om, hvor langt fra normalen, man egentligt er!
Er dit barn højtbegavet?
For at afgøre barnets begavelse, skal der foretages en WISC-test, men før du bestiller sådan én, så kan det være godt at læse lidt om, hvad der egentligt kendetegner et højtbegavet barn.
Kan du nikke genkendende til dette?
Højtbegavede børn udviser ofte en række karakteristika, der adskiller dem fra deres jævnaldrende, herunder:
- Hurtig indlæring: De kan forstå nye koncepter hurtigere og med færre gentagelser end deres jævnaldrende.
- God hukommelse: De har ofte en usædvanlig god evne til at huske information, de har lært.
- Kreativ og abstrakt tænkning: De tænker ikke kun i konkrete termer, men er også i stand til at forstå og anvende abstrakte koncepter.
- Dyb koncentration: De kan blive meget engagerede i deres interesser og kan fordybe sig enormt heri.
- Adaptive lytte- og koncentrationsniveauer: De kan synes at lytte med et “halvt øre” og stadig opfange, hvad der bliver sagt eller sker omkring dem.
- Evne til at tænke fra abstrakt til konkret: De kan forstå generelle principper og derefter anvende dem på specifikke eksempler, hvilket er det modsatte af, hvad mange gennemsnitlige børn gør.
- Potentialedvale: På trods af deres evner kan deres potentiale til tider gå i dvale, fordi de understimuleres intellektuelt.
- Intense følelser: Følelserne er stærke – både de gode og mindre gode følelser, og retfærdighedssansen såvel som etisk forståelse er veludviklet!
I Danmark er der stigende fokus på de højtbegavede børn
Gifted Children er et netværk som er etableret for de højtbegavede børn og deres forældre. Der er kommet flere skoletilbud til, som fokuserer specifikt på de højtbegavede. Derudover gør flere og flere folkeskoler mere ud af at skabe talentspor, grublehold m.v. for de intelligente børn. Der er dog fortsat kun en snæver viden om feltet, hvorfor en udførlig beskrivelse af barnets læringsprofil er af afgørende betydning for tilrettelæggelsen af undervisningen.
Hvorfor er det vigtigt at afdække den høje begavelse?
Identifikationen af højtbegavede børn kan være en kompleks proces, da ikke alle højtbegavede børn viser deres begavelse på samme måde. Nogle kan fremstå som ekstraordinært dygtige og vise klare tegn på deres begavelse gennem akademiske præstationer eller særlige talenter. Andre derimod kan være mere tilbøjelige til at skjule deres evner eller måske ikke engang selv være bevidste om dem. Dette kan være af forskellige årsager, herunder et forsøg på at undgå at skille sig ud, mangel på udfordring, dårlige studievaner, sociale og følelsesmæssige udfordringer, potentialedvale samt tilpasning og kompromiser for at passe ind.
For at undgå disse faldgruber er det afgørende at få en korrekt identifikation. Indsigten kan muliggøre tilrettelæggelse af passende pædagogiske strategier og undervisningsdifferentiering, der kan hjælpe barnet med at trives både akademisk og socialt. Dette kan inkludere tilpasning af undervisningsmateriale til barnets niveau, tilbud om særlige berigelsesprogrammer eller aktiviteter, samt støtte til at udvikle sunde studievaner.
Ønsker du afklaring?
En testning kan give dig afklaring, men måske skal der mere til, for at få belyst alt det, du ønsker at vide. Du kan få mere afklaring HER omkring, hvad du bør vælge.