Jeg har glædet mig til at dele en skøn nyhed med jer.
Jeg er blevet udnævnt til testleder hos Pearson Clinical med fokus på de højtbegavede i forbindelse med udviklingen af den nye udgave af WAIS (WAIS-V).
Pearson Clinical (læs mere på www.pearsonclinical.dk) søger personer i alderen 16-90 år med et dokumenteret IQ-niveau på 130 eller højere, der ønsker at bidrage til at kvalitetssikre en ny intelligenstest.
Intelligenstest anvendes af kliniske psykologer til mange formål; oftest for at undersøge for eventuelle kognitive funktionsnedsættelser hos personer, som fx har en erhvervet hjerneskade eller lider af psykiske lidelser, men i stigende grad også for at identificere personer med høj intelligens.
For at sikre at den intelligenstest, vi udvikler, har tilstrækkelig høj differentieringsevne i normalfordelingens øvre del og for at kunne udvælge de bedste spørgsmål og opgaver, har vi behov for at indsamle data fra højtbegavede personer. De opgaver, som afprøves, er af forskellig type. En del af opgaverne i testen handler om at beskrive ligheder mellem forskellige ord og begreber, andre om hvad forskellige ord betyder. Der er også almenvidenspørgsmål og en del opgaver, som skal løses med hovedregning. Andre typer opgaver handler om lave mønstre med klodser og huske forskellige ting. Opgaverne er af varierende sværhedsgrad.
Er du interesseret? Her kommer mere information!
Hvornår og hvor skal jeg testes, og hvor lang tid tager det?
Hvis du er interesseret i at deltage, bliver du kontaktet af den psykolog eller psykologistuderende, som skal gennemføre testningen med dig, og I bliver sammen enige om en passende dag og tid. Sæt ca. 2-3 timer af til selve testningen. Eventuelle rejseomkostningerne refunderes ikke.
Hvad får jeg for at deltage?
Når testningen er afsluttet, får du et Supergavekort på DKK 650 (se https://gogift.com/da/dk/dkk for mere information)
Får jeg resultatet fra testningen?
Nej. Et meget vigtigt princip er, at vi «tester testen» – ikke personen. Normeringen skal sikre, at testen fungerer, som den skal. Testen er heller ikke færdig efter dataindsamlingen, og derfor er det ikke muligt at få nogen resultater.
Hvordan skal mit IQ-niveau være dokumenteret?
For at deltage skal man inden testningen kunne fremvise resultatet fra en tidligere gennemført testning med enten WISC-V eller WAIS-IV, der bekræfter en IK-score på 130 eller mere. Testresultatet må ikke være ældre end 5 år eller nyere end 6 måneder.
Hvilken information indsamler vi om dig?
Den information, vi spørger om, anvendes udelukkende til at sikre, at den data, der indsamles, er repræsentativ (altså, at den afspejler den generelle befolkning).
• Fødselsdato (år, måned, dag)
• Køn
• Dit IQ-niveau
• Din (eller dine forældres hvis du er 18 – 24 år) højeste, afsluttede uddannelse
Vi indsamler også dit for- og efternavn, din e-mailadresse (for at kunne sende dig det digitale gavekort) og dine svar på de enkelte spørgsmål i testen.
Hvordan behandles data?
Ingen personer må testes, uden at han eller hun har givet sit informerede, skriftlige samtykke, og alle testpersoner har ret til at afbryde testningen uden at angive nogen forklaring eller grund. Al data behandles strengt fortroligt af den ansvarlige projektleder. Alle testskemaer sendes per post til Pearson filial af Pearson Sweden ABs kontor i København. Papirskemaer opbevares i et aflåst skab, som kun ansvarlige projektledere samt chefen for testudviklingen har adgang til. Data fra testskemaer overføres af-identificeret, til digitale dokumenter, som er beskyttet med adgangskode med tofaktor-autentificering og lagret på Pearson Clinicals egen dedikerede Microsoft OneDrive, som overholder kravene til datasikkerhed i henhold til ISO 27 701 og retningslinjerne for og kravene til GDPR. Kun ansvarlige projektledere hos Pearson Clinical har mulighed for at identificere enkelte deltagere under dataindsamlingen. Når dataindsamlingen er færdig (senest 31. december 2025), makuleres samtlige kodenøgler, og dermed er alle data helt anonyme, og ingen deltagere kan længere identificeres.
Hvad gør jeg, hvis jeg gerne vil deltage?
Hvis du vil være med i projektet, så udfylder du det digitale samtykkeskema, som testlederen sender til dig.
Hvem kan deltage?
I princippet kan alle personer i alderen 16-90 år med dansk som modersmål deltage. Der er dog enkelte kriterier, som fx forskellige diagnoser, der gør, at man ikke kan deltage. Hvis du kan svare ja på nogen af følgende, kan du desværre ikke deltage:
o Er testet med WAIS-III eller WAIS-IV inden for de seneste 6 måneder
o Er psykolog eller psykologistuderende
o Har nedsat syn eller hørelse, som ikke korrigeres med hjælpemiddel (fx briller, linser eller høreapparat)
o Har funktionsnedsættelser i arme/hænder, som kan påvirke præstationen
o Er pt indlagt på sygehus eller er under psykiatrisk udredning eller behandling
o Er pt medicineret med medicin, der kan påvirke præstationen (fx angstdæmpende og antidepressiva, krampestillende midler, neuroleptika, opiater)
o Nylig markant ændring i kognitiv funktion
o Har gennemgået eller er pt i behandling med cellegift/kemobehandling (cytostatika)
o Anamnese med elektrokonvulsiv terapi eller strålebehandling af centralnervesystemet
o Har oplevet perioder af bevidstløshed længere end 20 minutter knyttet til en medicinsk tilstand (gælder ikke narkose)
o Har en identisk tvilling som indgår i udvalget
o Har/har haft en eller flere af følgende:
Slagtilfælde/Stroke
Epilepsi
Hjernetumor
Traumatisk hjerneskade
Hjernekirurgi
Hjernehindebetændelse (meningitis)
Hjernebetændelse (encefalitis)
Autismespektrumforstyrrelse
ADHD
Schizofreni og anden psykotisk lidelse
Parkinsons sygdom
Demens
Dysleksi/Dyskalkuli
Bipolar lidelse
Depression (nuværende og uden symptomer accepteres)
Sprogforstyrrelse (udtalevanskeligheder accepteres)
Alkohol- eller stofmisbrug
Angst- eller tvangslidelser alvorlige nok til at de kan påvirke præstationen
Ønsker du at deltage?
Hvis du er interesseret i at deltage, skal du sende en mail til mig på kontakt@deafranck.dk, og derefter vil jeg sende dig mere information om det videre forløb.
Mvh
Dea