Højtbegavede i klasseværelset er ofte understimulerede. De rummer store evner, som ikke nødvendigvis kommer til udtryk i hverdagen. Men hvorfor egentligt ikke?
Det er der flere gode grunde til, og i dette opslag kan du læse nogle af dem, jeg oftest støder på, men først og fremmest må man huske, at det er svært at lave piruetter på skøjter, hvis der ikke er en tilfrosset sø eller en skøjtehal, hvor man kan udfolde sig. Hvis barnet ikke møder tilstrækkeligt med udfordring, får det ikke mulighed for at vise, hvad det egentligt kan.
Men der er mere til det, og her kommer nogle eksempler:
– Hvis man har lært alfabetet som 2½ årig, og har kunnet læse siden børnehaveårene, så kan man få meget svært ved at mønstre interesse i og begejstring for “Bo så en ko” og lignende bøger. Hvis man i stedet for præsenterer barnet for en bog på et markant højere niveau, så kan man både undersøge forståelse og afkodning. Når de højtbegavede sidder med for let materiale, så får de lynhurtigt skimmet teksten, men det indeholder en risiko for at det går for stærkt og overfladisk som følge af det utilstrækkelige niveau. Dermed kan man som lærer hæfte sig ved fejlene, der reelt ikke er udtryk for manglende kompetence, men rettere manglende udfordring. Det højtbegavede barn, som har interesse i den tekst, der læses og føler sig mødt i forhold til niveauet vil både skimme teksten, tage stilling til hvad det vil have ud af den, nærstuderer de særligt spændende passager og tager langtidshukommelsesnoter heraf, så det huskes over længere tid. Vil man se, hvad barnet kan, så skal der mere til, end “Bo så en ko”.
– Hvis man har været nysgerrig på tal siden førskolealderen, og har adderet og subtraheret som en hyggeaktivitet, og følt sig begejstret over at arbejde med så høje tal som overhovedet muligt, så vil det føles stærkt demotiverende at arbejde med gentagne plus- og minusstykker med ét eller tocifrede tal. Mange af de højtbegavede vil i indskolingen interessere sig for tabellerne (som de automatiserer lynhurtigt), for multiplikation og division. Der kommer frustrationer over at skulle opliste mellemregninger, for regnestykkerne ser pinefuldt indlysende ud. Det kan føles som at skulle beskrive, hvordan man blinker – det gør man jo bare. Så der bliver sjusket her og der, hjørnerne skæres over, og der kan komme fejl i de ellers så indlysende opgaver. Ikke på grund af manglende kompetence, men på grund af understimulering.
– Hvis man har masser af energi til og mod på at lære, men mødes i begrænsning heraf, så forsvinder energien ikke bare ud i den blå luft. Den bliver ved med at være der, men omformes til motorisk uro, dimseri med penalhuset, origami, mangategninger på siderne i kladdehæftet og dagdrømmeri om alle de ting, der skal laves eller gøres, når skolen er færdig. Det kan komme til udtryk på en måde, der kan tolkes som ugidelighed, manglende evne og over- eller underaktivitet. Men det handler i bund og grund om, at den stærke energi ikke anvendes til det, den er skabt: læring og udvikling. Den bruges i stedet for til stilstand, men kanaliseres ud på mindre hensigtsmæssig vis.
Jeg kunne komme med eksempler fra samtlige fag. Fælles for dem alle er, at man først ser piruetten, når søen er iset til og den kan bære vægten af det kompetente højtbegavede barn.
Jeg var på det lokale bibliotek en dag. Jeg elsker biblioteket! Duften af nysgerrighed, omhu og inspiration. Her faldt jeg over “Jørgen Pingvin … bygger en hund, der hedder Arne”. Jeg slog op på en tilfældig side, og så noget, der vækkede genklang. Efter du har læst min tekst her – vækker det så også genklang hos dig?
Du kan læse mere i min publikation om accelereret indlæring hos de højtbegavede her: https://www.deafranck.dk/3d-flip-book/publikation-om-accelereret-indlaering/
