Testning og undersøgelse

HVORNÅR GIVER DET MENING?

 
Du læser nok på denne side, fordi du oplever udfordringer i forhold til dit barn på et eller flere punkter. Måske virker det altomfattende og uoverskueligt på nuværende tidspunkt. Det er aldrig for sent at tage fat om de udfordringer, man står med som forælder. Som forælder har man et ansvar for at understøtte sit barns udvikling og reagere, hvis der sker fejludvikling eller barnet kommer i mistrivsel.

En test står aldrig alene. Heller ikke hvis der er tale om en retestning for at følge barnets udvikling. Når man som forælder har valgt at få sit barn undersøgt, kan det skyldes flere forskellige ting. Det kan være, ens barn har svært ved at følge med i skolen, at ens barn synes skolearbejdet er alt for nemt, at ens barn har udfordringer på de sociale kompetencer, at man mistænker en psykiatrisk diagnose hos sit barn eller andre problemstillinger, som påvirker barnets trivsel og emotionelle liv.

HVAD ER EN UNDERSØGELSE?

 
En psykologisk undersøgelse er en kortlægning af styrker, svagheder og hvad eventuelle forskellige symptomer kan være udtryk for. Det kan i visse tilfælde også være i form af en udredning, som kan føre til afklaring af, om man formodes at opfylde kriterierne for en eller flere diagnoser. En diagnose er den officielle betegnelse for de samlede symptomer. Diagnosekriterierne findes i “Psykiske Lidelser og Adfærdsmæssige Forstyrrelser – Klassifikation og Diagnostiske Kriterier”, som er den danske version af WHO´s “International Classification of Diseases and Related Health Problems”, kapitel 5 (ICD-10).
 

To personer med samme diagnose er langt fra ens. Der er ofte adskillige kriterier, som skal være opfyldt, for at en diagnose kan konstateres. Hvis der er 15 mulige kriterier, hvoraf mindst 6 skal være opfyldt, kan to forskellige personer have et vidt forskelligt symptombillede til trods for samme diagnose.

MÅ JEG DIAGNOSTICERE?

 

JA. Det må jeg gerne.

Til tider kan der dog være behov for flere vinkler på en psykologisk undersøgelse, og så kan det være relevant med en udredning. I særligt komplicerede tilfælde eller tilfælde hvor jeg vurderer, at der er behov for andre faggrupper, vil jeg opfordre til kontakt til psykiatrien i stedet for.

Ved behov for en udredning sammensætter vi forløbet sammen ud fra en indledende samtale. Jeg udreder børn og unge i alderen 6-18 år.

HVORDAN ER UNDERSØGELSEN?

 

Ved en psykologisk undersøgelse kan du forvente et interview om dit barn og dets udvikling. Der vil blive foretaget en kognitiv testning i form af WPPSI, RIAS, WISC eller WAIS. Derudover vil der i mange tilfælde indgå flere forskellige spørgeskemaer og der kan foretages supplerende testninger afhængig af, hvilke symptomer der er tale om. En psykologisk udredning vil typisk finde sted over flere dage til uger og inkludere informationer fra både hjem og skole. Der gives mundtlig tilbagemelding med gennemgang af den skriftlige rapport ved tilbagemeldingen.

Du kan få mere afklaring HER omkring, hvad du bør vælge.