Jeg har fået den flotteste anmeldelse fra #LagersLæseklub på min bog Højtbegavet – en guide til store børn og unge. Pernille Nyvang Lager læser forskellige relevante bøger igennem, og er altid dygtig til at give en grundig anmeldelse. Nu blev det min tur, og det er jeg glad for. Hendes anmeldelse lyder sådan her:
Vil du gerne hjælpe en højtbegavet igennem teenagetiden? Så begynder #LagersLæseklub 2024 med en nyudgivet guide/selvhjælpsbog med netop det formål.
Den er skrevet af Danmarks nok allerstærkeste (og i hvert fald mest produktive) ekspert indenfor høj begavelse og kan anbefales.
Højtbegavet – en guide til store børn og Unge. Dea Franck. Dansk Psykologisk forlag. 2023
𝗧𝗿𝗲 𝘁𝗮𝗸𝗲𝗮𝘄𝗮𝘆𝘀:
Brug Blooms taksonomi, til at skabe benspænd, der gør det mere spændende for den højtbegavede elev, at løse opgaver, der lægger sig op resten af klassens. I stedet for blot at lave et referat af en film så analyser filmen for hvordan kønsrollerne beskrives og påvirkes af samtiden.
Hvis det er svært at finde nære venner i skolen, har mange højtbegavede succes med at gå til Rollespil, Musical eller Kunst. Her er sandsynligheden for at finde ligesindede større – og det er for mange meget nemmere at få nye venner når man mødes om noget konkret andre gerne nørder med om.
Grundskolen er for nogle højtbegavede så let, at de aldrig lærer at lære. Hvilket (også for højtbegavede) er en vigtig disciplin. Der gives tips til at få bedre studievaner, forbedret arbejdshukommelse og optimeret læring mod individuel læringsstil så den unge er rustet til at rykke videre fra grundskolens for lave krav.
𝗢𝗽𝘀𝘂𝗺𝗺𝗲𝗿𝗶𝗻𝗴:
Bogen er skrevet direkte til store børn og unge og jeg er således ikke i målgruppen. Jeg tænker dog, at mange forældre til højtbegavede børn, ved at smuglæse med, vil blive klogere på deres forældreskab – og måske også lidt på sig selv. Den er lige ud af landevejen og relativt let at gå til, men tager målgruppen dybt alvorligt og taler aldrig ned. Tværtimod tænker jeg, at mange vil føle sig set og få helt nye aha-oplevelser. Især de børn og unge, der ikke i forvejen går på en af nicheskolerne* el.lign.
Bogen gør læseren klogere på, hvilke fordele og ulemper det byder, at have en begavelse, der får den unge til at falde et stykke udenfor gennemsnittet – som jo er særligt følsomt i de formative år. Den er spækket med gode, konkrete fif, både når man gerne vil møde nye mennesker eller falde i søvn om aftenen. Nogle af dem kommer til at holde hele familien på dupperne, da man med fordel kan træne den lidt dovne arbejdshukommelse i fællesskab over opvasken. Der er råd man kan videreformidle til lærere og skole – ligeledes gjort lette at gå til, så man med en målrettet indsats kan øge skoletrivsel (og læring) gevaldigt.
Bogen er relativt kort med 140 sider og masser af noteplads, men kommer vidt omkring og er bestemt læsetiden værd. Uanset om den læses fra start til slut eller bruges som opslagsværk.
𝗛𝘃𝗲𝗺 𝗮𝗻𝗯𝗲𝗳𝗮𝗹𝗲𝘀 𝗯𝗼𝗴𝗲𝗻 𝘁𝗶𝗹: Højtbegavede t(w)eens og deres voksne.