Profiler af højt begavede, Type 4

Fjerde type. Efter mange års observationer, interviews og litteraturgennemgange identificerede George T. Betts og Maureen Neihart 6 forskellige profiler for de begavede og talentfulde børn. Disse profiler indeholder forskellige former for adfærd, følelser og behov, og jeg vil beskrive dem en efter en i den kommende tid. Profilerne skal forstås som forståelseskasser og ikke som et diagnostisk værktøj. De kan give indsigt og skabe grobund for refleksion hos såvel forældre som lærere, og de kan beskrive et barns udtryk for en stund.
 
Type 4 dropper det hele i vrede. De rummer en stor vrede mod de voksne omkring dem og mod hele systemet, fordi de ikke er blevet mødt i deres behov i de mange år, som er gået. Blandt denne gruppe af børn er mange nemlig først blevet identificeret som begavede senere i deres skoleliv. De har en lang række oplevelser med sig i rygsækken, som gør at de føler sig afvist, frustrerede, sårede og deprimerede. De har tendens til enten at trække sig tilbage eller til at reagere defensivt, uanset hvad omgivelserne møder dem med.
 
Disse børn har gerne anderledes interesser end de rent akademiske, og de opnår sjældent anerkendelse for dem, fordi interesserne ikke forstås af omgivelserne. De bliver afkoblet fra skolen følelsesmæssigt, intellektuelt og i sidste ende fysisk ved at være fraværende.
Jeg møder dem i klinikken, når deres selvværd har ramt bunden og vreden fylder det hele. Der skal dialog, indsigt i dynamikker, selvværdsopbygning, familierådgivning og til tider også intervention overfor f.eks. afstedkommet depression til. Den store udfordring her er, at deres reaktion på fortiden egentligt kan være forståelig nok, men den kommer til at farve deres syn på den forventede fremtid så meget, at det let bliver en selvopfyldende profeti.