SCQ

BAGGRUND FOR TESTEN


Som forælder kan man være usikker på, om ens barns udvikling følger normen, eller om der er tale om en forstyrret udvikling. Dette har SCQ – Social Communication Questionnaire – til formål at belyse i forhold til, om der er tale om en gennemgribende udviklingsforstyrrelse.

De gennemgribende udviklingsforstyrrelser ligger under autismespektret, og gennem besvarelse af 40 forskellige items er det muligt at belyse i hvor høj grad der er tilstedeværelse af disse symptomer, samt på hvilke områder, hos barnet.

HVAD VISER TESTEN?

 
SCQ kommer i to varianter, og den relevante udvælges af mig. Det vil afhænge af barnets alder og funktionsniveau, hvad der er relevant.

SCQ består af 40 spørgsmål, som udfyldes af forældrene eller en anden omsorgsperson med stærkt kendskab til barnet. Spørgsmålene er delt ind i fire forskellige kategorier. Disse er: 

  • Social Interaktion
  • Kommunikation
  • Stereotypisk Adfærd
  • Andet

Ud fra disse kategorier udregnes en totalscore, som kan vise i hvor høj grad og på hvilke områder der er vanskeligheder til stede. På denne måde kommer der afklaring på overordnet plan, og det er muligt at vurdere, hvad der eventuelt skal arbejdes videre med.

DET HER ER GODT AT VIDE OM TESTEN

 
SCQ kan anvendes til at vurdere alle over 4 år, blot den mentale alder er 2 år og derover. De to spørgeskematyper er hhv. Vurdering Livsforløb og Vurdering Aktuel. Scoren på det valgte spørgeskema holdes op mod og fortolkes ud fra specifikke afskæringsværdier for både autisme og autismespektrumsforstyrrelser.

SCQ blev oprindeligt udviklet som en kortere spørgeskemaversion af Autism Diagnostic Interview – Revised (ADI-R), der ofte bruges i psykiatrisk regi, og som er meget omfattende og tungt. Der er gode korrelationer mellem disse, og SCQ anses for at være et validt screeningsværktøj.

HVORNÅR BRUGER MAN TESTEN?

 
SCQ vil typisk indgå som del af en større testsammensætning, f.eks. med WPPSI-IV eller WISC-V, men kan også indgå som del af et terapiforløb. 


Mange gange er SCQ blot et enkelt supplement til det større billede, og der kan være behov for yderligere undersøgelse. Du kan få mere afklaring
HER omkring, hvad du bør vælge.