Sensory Profile 2

BAGGRUND FOR TESTEN


Sensory Profile 2 bruges til at foretage en vurdering af et barns sensoriske bearbejdningsmønster. Dette giver indblik i, hvilke sanseoplevelser vedkommende undgår, er særligt følsom over for eller ligefrem opsøger.

Ud fra resultaterne er det muligt at planlægge en eventuel intervention, hvilket i mange kliniske sammenhænge er vigtigt, for at man kan støtte barnet, så det kan fungere optimalt i hverdagen.

SP2 kan også indgå som værdifuldt materiale i en undersøgelse, hvor der er mistanke om f.eks. ADHD, opmærksomhedsforstyrrelse, autisme eller Aspergers syndrom.

HVAD VISER TESTEN?

 

Med en Sensory Profile 2 bliver du klogere på i hvor høj grad barnet er sansesøgende, sensorisk sky, sensorisk følsom eller har nedsat registrering.

Dertil kommer vigtige informationer om de sensoriske og adfærdsmæssige dele. Eksempler på disse kan være:

  • Generel bearbejdning af indtryk
  • Bearbejdning af høre- og lydindtryk
  • Bearbejdning af synsindtryk
  • Bearbejdning af føle- og berøringsindtryk
  • Bearbejdning af balance- og bevægelsesindtryk
  • Bearbejdning af sanseindtryk i og omkring munden
  • Adfærd relateret til bearbejdning af sanseindtryk
  • Følelsesmæssige og sociale reaktioner relateret til bearbejdning af sanseindtryk
  • Opmærksomhed på baggrund af bearbejdning af sanseindtryk

Samlet kan Sensory Profile 2 bidrage med vigtig information til at skabe mere målrettede og virksomme interventioner med henblik på større trivsel og velvære hos det enkelte barn.

DET HER ER GODT AT VIDE OM TESTEN

 
Sensory Profile 2 tager afsæt i Winnie Dunns model for sensorisk bearbejdning, som viser strategier for aktivt eller passivt adfærdsrespons koblet op mod høje eller lave neurologiske tærskelværdier. Se evt. mere HER.

Der findes fire mulige spørgeskemaer:

  • Infant Sensory Profile 2  for alderen 0–6 måneder.
  • Toddler Sensory Profile 2 for alderen 7–35 måneder.
  • Child Sensory Profile 2 for alderen 3–14 år.
  • School Companion Sensory Profile 2 for pædagoger og lærere med børn og elever i alderen 3–14 år.

Det afhænger af formålet og alder, hvilke(n) udgave, der vælges til dette.

HVORNÅR BRUGER MAN TESTEN?

 
Sensory Profile 2 vil typisk indgå som del af en større testsammensætning, f.eks. med WPPSI-IV, RIAS eller WISC-V, men kan også indgå som del af et rådgivningsforløb.

Mange gange er Sensory Profile 2 blot et enkelt supplement til det større billede, og der kan være behov for yderligere undersøgelse.

Du kan få mere afklaring HER omkring, hvad du bør vælge.