Når jeg sørger, søger jeg. Når jeg savner, mangler jeg. Når sorgen fylder, fylder den alt…
For den højtbegavede er sorg ikke blot en følelse, men en dyb refleksion på rejsen til at finde mening og trøst i de mest udfordrende øjeblikke. I denne sorg ligger en stille styrke og en dyb forståelse for livets kompleksitet.
Højtbegavede er intense i tanke og følelse, og sorg kan opleves mere kompleks, end hvad man ville forvente hos jævnaldrende. Det gælder for såvel børn som unge og voksne. Den større følelsesmæssige intensitet og overspænding giver en forstærket oplevelse af sorgen og spænder et væv af forbindelser og dermed kompleksitet.
De højtbegavede formår fra en tidlig alder at forholde sig metakognitivt til sig selv – altså at tænke og at tænke over tankerne, og tilmed at tænke over tankerne over tankerne. Denne evne kan føre til en intensiv introspektion under sorgperioder, og gøre sorgen identitetsskabende, eksistentiel på endnu højere niveauer og give behov ekstra støtte og omsorg.
Netop omsorgen er vigtig – det er den altid i sorgprocesser – men for de højtbegavede børn kan det være svært at åbne op og give slip på alle tankerne gennem formidling, for det er langt fra hver dag, at deres omgivelser forstår og formår at begribe nuancerne. Det kan føre til en oplevelse af ikke at blive set og hørt, og kan gøre, at den højtbegavede i stedet for isolerer sig med sine tanker og følelser.
Sorg er en svær størrelse, og kan være vældigt kompliceret uanset begavelsesniveau, men det er vigtigt, at vi skaber rum til den mangefacetterede sorg hos de højtbegavede, at vi ikke lader os overvælde og at vi bare for en stund er til stede, frem for på vej videre i processen.
Når jeg sørger, søger jeg. Når jeg savner, mangler jeg. Når sorgen fylder, fylder den alt…
