WISC

**Et billede siger mere end 1000 ord, siges det**
Lige hér er det meget rammende, for billedet stiller krav til meget af det, en WISC-testning indeholder:
Verbal forståelse af, hvad der egentligt står i billedet
Visuo-spatial evne til at få delene til at blive en helhed
Ræsonnering til at kunne se både sammenfald og forskellighed
og eksekutiv funktion hvis man ikke skal være den sidste, der står tilbage og siger “nååårhh, NU er jeg med”.
WISC-testning er en måde at tilgå et barns IQ, og det er en af de aktiviteter i min klinik, jeg er allermest glad for. Ved en testning handler det nemlig om andet end, at et barn løser opgaver. Det handler om tryghed, nærvær, samarbejde, indsigt, samspil og intellekt, og dertil kommer naturligvis den helt fagnørdede side med korrelationer, faktoranalyse og statistisk signifikans.
Ikke to børn er ens. Jeg har endda haft fornøjelsen af at teste enæggede tvillinger flere gange, og til trods for ens arvemateriale, var ingen af dem ens i deres intellektuelle profil. Det er ufatteligt spændende og givende, og så er det helt specielt at kunne give en tilbagemelding til familien, som siger “nååårhh, NU er vi med”, når de opnår forståelse af, hvordan barnet tilgår verden omkring sig, finder mening i hverdagen og ikke mindst hvordan potentialet bedst kan udfolde sig.